Saturday, May 26, 2018

Ny Is Arena - Ny blog

Et nyt byggeri omkring stadion kalder på en ny Byggeblog til at følge projektet. I samarbejde med Esbjerg Energy og KG Hansen vil jeg på denne blog forsøge at følge byggeriet efter bedste evne, mest i form af billedupdates, men også med tekst og forklaring, som I kender det fra den hedengangne bluewaterarena@blogspot.com. Jeg vil tilstræbe en update hver anden uge, så hold øje med bloggen.


Hvad ved vi:

Den nye Skøjtehal bliver bygget hvor den eksisterende står i dag, klemt inde mellem stadion og stadionhallen, så der er begrænset plads at arbejde på. Ydermere genbruger man selve banelegemet, der blev udskiftet for ikke så mange år siden, ligesom det på visualiseringerne fra udbuddet ser ud til at både det nuværende omklædningsrum samt dele af det eksisterende fundament genbruges. Man skal således forestille sig at taget og siderne rykkes af den gamle hal, og så sættes en ny konstruktion ovenpå.

Arenaen får plads til i alt 4378 tilskuere fordelt på 2568 siddepladser og 1810 ståpladser ifølge kommunens projektinformation. 

Der foreligger pt kun et par visualiseringer i forbindelse med arkitektkonkurrencen, men jeg skal forsøge at fremskaffe yderligere og forhåbentlig opdateret information.

Billederne nedenfor viser det nye ankomstområde - hovedindgangen flyttes således om på langsiden mellem skøjtehallen og loungebygningen til Stadion. De to forbindes med yderligere en loungebygning, der hænger som en bro hen over ankomstområdet, dette er den dedikerede Ishockey lounge.

Lounge hængende over ankomstområdet,forbundet med BWA loungen
Udsigt fra lounge mod isen


Der skabes således en hel ny plads hvor der i dag er en smal gangvej langs hallen:



Derudover ved vi at hovedparten af pladserne bliver placeret i en i en Bowle-form lidt ligesom i Vojens med siddepladser på langsiderne og ståpladser i enderne. Det forlyder at Fantribunerne bytter plads, således at "Gelbe Wand" nu bliver i Stadion-hal enden, men meget mere om dette i et senere indlæg.

Nedenfor et par billeder til at dokumentere tilstanden inden nedrivningsarbejdet startede.





Status den 26/5-2018

Der har været afspærret rundt om skøjtehallen noget tid og arbejdet med at fjerne blyholding maling udvendigt samt potentielt asbestholdige materialer indvendigt - husk på at skøjtehallen blev opført i en anden tid med noget andre miljøkrav. Hvis der i øvrigt er nogen, der ligger inde med fotos eller anekdoter fra hhv. tiden på cykelbanen, boblehallen eller byggeriet af skøjtehallen, så giv endelig lyd.

Ovenstående arbejde blev afsluttet før pinse og den egentlige nedrivning er nu i gang. 
Ugeavisen Esbjerg har lagt en video på deres facebook-side, der bedre end de fleste billeder viser hvad der er foregået den sidste uges tid inde i den gamle skøjtehal:

Derudover har jeg taget et par billeder for at fange status her den 26/5:











Inde i Hal 2, der vil tjene som kampbane mens byggeriet pågår er der endnu ikke mange tegn på opbygning af tribuner, mv. - dog ligger der en stor stak gule sæder, jeg formoder de skal indarbejdes i en eller anden form for midlertidig tribune. Det bliver en ret intim rammeomkring grundspilsakampene, formoder jeg; og jeg regner med i et senere blog indlæg at fokusere på hvordan indretningen bliver i Hal 2.

Opsummering

Solen skinner, arbejdet er i gang, og det er bloggen også. Jeg ser frem til at formidle byggeriet over det næste års tid, ligesom jeg håber at I vil læse med hele vejen.





No comments:

Post a Comment

Uge 07 - Slutspurten er sat ind.

Sæder, Bander og Skærme Aktivitetsniveauet er fortsat højt på Gl. Vardevej, og som nogen måske har set på fanklubbens facebookside, så ...